Da jeg fik ideen til dem, havde jeg svært ved at finde ud af, hvad der skulle i ud over bøfferne. Hvilke grøntsager og ikke mindst hvilken dressing. Men da vi havde fået tzaziki dagen i forvejen, tænkte jeg, at det måske nok passede meget godt i sådan nogle wraps med bøf, fordi bøffer og hvidløg er en rigtig godt kombination :)
Men der skulle jo også være noget andet. Det grønne indslag. Salat er givet, men endte med tynde gulerodsstave og grillet peberfrugt, da gulerødderne giver et sprødt indslag i wrappen og peberfrugten et sødligt, let bittert bidrag til den krydrede, lidt stærke smag fra bøf og tzaziki. Og det fungerede bare rigtig godt sammen! Jeg lavede i øvrigt også tynde skiver af rødløg og tomat (uden kernerne), som Christian puttede i sine wraps. Det smagte også godt, sagde ham.
Steakwraps (2 personer)
350 g steaks af en god, mør udskæring
1 pakke tortillas
4 mellemstore gulerødder
1 stor, rød peberfrugt
1 rødløg
2 tomater
1 icebergsalat
½ portion tzaziki
Salt og friskkværnet peber
Tilbehør:
Tortillachips med salt
Dyppelse (f.eks. guacamole og/eller salsa)
Tænd for ovnen på grill. Fjern kerner fra peberfrugten og del den i 2-3 stykker. Mas dem så flade som muligt. Det gør ikke noget, at de revner. Læg dem på en bageplade med bagepapir og grill dem i ovnen, til de er mere eller mindre sorte ovenpå og skindet bobler og bliver lidt rynket i det.
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af med et viskestykke ovenpå.
Skræl gulerødderne og skær dem i ca. 5 cm lange stykker. Skær hvert stykke til tynde stave.
Pil løget og skær det i tynde strimler. Del tomaterne og fjern kernerne fra dem. Skær i tynde strimler.
Vask salaten og skær den i strimler.
Steg bøfferne på en varm pande, til de er røde eller medium indeni. Krydr godt med salt og friskkværnet peber. Lad dem hvile i sølvpapir, mens du laver resten af maden færdig.
Pil skindet af peberfrugten med en kniv og skær den i strimler.
Varm en anden pande godt op. Stil samtidig tortillachipsene i ovnen. Varm hver tortillapandekage på panden i kort til, til de er varme, men ikke blevet sorte ;) de skal måske have 5 sekunder på hver side ved næsten maks varme. Læg dem i et stykke sølvpapir oven på hinanden og pak dem godt ind, så de holder sig varme.
Skær bøffen i tynde strimler. Krydr lidt med salt og peber. Læg dem i sølvpapir, så de holder sig lune.
Tzazikien havde vi på forhånd, men der ligger et link i opskriften (hvor den er nævnt ovenfor) til opskriften på tzaziki fra den anden dag.
Server! Spis wrapsene med de saltede tortillachips til. (Billederne herunder er af mine wraps uden rødløg og tomat).
Fyldet fordeles midt på tortillaen i en stribe. Først foldes enden ind over fyldet og derefter siderne over hinanden. |
Den færdige rulle. |
Jeg synes, jeg føler mig ekstra flad og træt i dag. Vågnede op med den ondeste hovedpine, som et par panodil heldigvis har kunnet hjælpe på. Jeg har en del mærkelige drømme og mareridt for tiden, så det er nok derfor, jeg føler mig så drænet, når jeg vågner op. Sådan er det tit, når jeg har en presset periode. Det er lidt dumt for tiden pga. mine galdeproblemer, og jeg er, som jeg skrev i går, noget nervøs for at skulle ind på sygehuset på torsdag. Bange for, hvad de vil sige til mig derinde.
Jeg ved ikke lige, hvad dagen i dag byder på, ud over at vi skal ud og handle i aften. Det betyder også, at jeg skal have en færdig madplan klar i eftermiddag. Det er bestemt ikke nemt for tiden, da min mave er meget sart, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg kan tåle at spise.
Fordi det er starten på en uge, og vi ikke lige har overskydende mad fra i går eller har planlagt, hvad vi skulle spise i dag, betyder det også, at jeg skal improvisere et eller andet til aftensmad. Det er ikke helt nemt. Har taget en kyllingefilet op til mig selv (vi havde kun én i fryseren) og en håndfuld af mine frikadeller til Christian. Tilbehøret må så vise sig. Tænker, at det måske kunne være en salat iblandet lidt pasta og et eller andet kartoffelhalløj ved siden af, men det må tiden vise.
Jeg synes, at overskuddet er forsvindende lille i dag, men vi skal jo have et eller andet at spise.
Nu vil jeg i hvert fald i gang med den her dag. Solen skinner og lyser stuen op, og Mille kan selv finde ud af at gå ud af kattelemmen (det kan hun kun, når solen skinner. Hvis det er gråvejr, mjauwer hun, til vi holder kattelemmen åben for hende, så hun kan gå ud. Skøre kræ! ;)). Nu vil jeg have lidt at spise, og så vil jeg nok kigge på den salat bagefter. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar