tirsdag den 14. februar 2012

Sweet valentine

Valentines day. En fantastisk god undskyldning til at gå i køkkenet og bage og lave lidt ekstra forkælelse til kæresten ;) Så jeg har naturligvis været i køkkenet i dag. Christian havde snakket nogle gange om æbleflæsk, så det skulle vi have i aften (eller dvs. at jeg fik æggekage med stegte pølser, for min mave kan ikke tåle det fedt, der er i flæsk). Derfor købte vi i går også nogle æbler, så jeg fik en fantastisk ide til en dessert i eftermiddag: miniæbletærter. Det er Christians opskrift, og det er en superlækker kage. Men nok om den. Jeg vender tilbage med en opskrift på tærterne i morgen :)

Men jeg har også lavet en ekstra lille overraskelse til Christian. Han elsker marcipan, så jeg har været i gang med at lave et marcipanhjerte, æltet med lidt romessens, med blød nougat i midten, overtrukket med en god, mørk chokolade og drysset med hakkede mandler. Synes selv, det blev ret vellykket. Er spændt på, hvad han siger til det, når han får det om lidt :)




Marcipanhjerte med blød nougat

Marcipan (jeg bruger Anton Berg)
Romessens (jeg bruger Dr. Oetker)
Blød nougat (af god kvalitet)
Mørk chokolade (jeg brugte Tom's)
4-5 mandler

Vælg en passende mængde marcipan og ælt det med romessens. Start med ½ tsk, så kan du altid tilsætte mere, hvis det er nødvendigt. Essensen gør marcipanen nemmere at arbejde med.

Form marcipanen til et hjerte. Skær det igennem på tværs, så du har to hjerter. Læg blød nougat på den ene halvdel og læg den anden halvdel ovenpå. Klem de to hjerter sammen, så de er lukket til ét hjerte.

Pensl hjertet på bagsiden med smeltet chokolade og lad det tørre. Læg hjertet med forsiden opad på en rist med et stykke bagepapir under. Hæld chokolade over hjertet med en teske, og fordel det over hjertet.

Hak mandlerne fint og drys dem over hjertet. Når chokoladen er tør, kan du, hvis du vil, hælde lidt mere chokolade ud over bagsiden, så chokoladen bliver lidt tykkere på den side også. Lad den tørre med bagsiden ned mod et stykke bagepapir.

Ælt marcipanen med romessens og form til et hjerte.

Skær hjertet igennem på tværs.

Put blød nougat på den ene halvdel.

Saml hjertet igen.

Pensl bagsiden med chokolade.

Hæld chokolade over forsiden af hjertet.

Drys med hakkede mandler.

Så er hjertet færdigt og tørt.

Pakket ind :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar