I morgen...

Så er det i morgen, jeg skal afsted til sygehuset igen. Jeg ringede derind i går for at høre, hvad der egentlig skulle foregå derinde, for det sagde indkaldelsen intet om. Det, synes jeg egentlig, har været noget, der har karakteriseret det meste af den kontakt, jeg har haft med sygehuset. At man er meget underinformeret. Også om ting, hvor man burde kunne forvente at være informeret. F.eks. med min sidste indlæggelse, der også bare var et brev med "invitation" til indlæggelse, men der stod intet om, hvornår operationen skulle foregå eller hvad der i øvrigt skulle ske.
Det fungerer bare slet ikke sammen med min angst. Af hensyn til den foretrækker jeg, at jeg er så godt forberedt som muligt på det, der skal ske. Så det minumum af information, som sygehuset giver en, er ret frustrerende.

Men jeg fik fat i en derinde på sygehuset i går, der kunne fortæller mig lidt mere om, hvad der skal foregår, når jeg skal derind i morgen. I indkaldelsen var vedlagt et skema, som man skulle udfylde, hvis man skulle bedøves eller opereres, så jeg blev noget grå i hovedet, da jeg læste det. Fordi jeg jo ikke havde fået noget at vide om, at jeg skulle bedøves eller andet.
Damen, jeg snakkede med, fortalte mig, at det var et standardskema, som de altid sendte med ud, og at jeg i morgen kun skal til en samtale. Der skal altså ikke ske så meget i morgen. Men vi skal have fundet ud af, hvad de kan/vil gøre, om noget. Hvis der så skal ske yderligere, skal jeg indkaldes igen til det.

Jeg er noget spændt på og nervøs for, hvad jeg får at vide i morgen. Jeg håber virkelig, at de kan gøre et eller andet for mig.
Det vil også være rart, hvis jeg ved, hvornår der så skal ske mere, hvis der skal det, da jeg gerne snart vil kunne holde min fødselsdag og invitere nogle gæster herhjem. Men jeg har ikke lyst til, at det ligger lige oven i en eventuel undersøgelse (der f.eks. kan være at gå med en måler nede i spiserøret en hel dag), da jeg ikke ved, hvordan min mave vil reagere på det, og jeg gerne vil være i stand til at spise noget og være så smertefri som muligt, når vi skal have gæster.

Det har efterhånden været et ret langt forløb, snart ½ år. Det vil være rart snart at kunne leve sit liv normalt igen. Det savner jeg virkelig.
Jeg prøver at få min hverdag til at køre så normalt som muligt, og i går var jeg også i gang med wii'en for første gang i over 50 dage. Før jeg blev syg, brugte jeg den en del til at træne på, men kræfterne har ikke været så mange, mens jeg har været syg, så jeg har holdt pause. Men i går havde jeg bare lyst til at komme i gang igen. Jeg kan godt mærke, at jeg stadig ikke har så mange kræfter, og også at jeg ikke har været i gang på den i lang tid. Boksede en del i går, og selvom jeg strakte ud efterfølgende, er jeg noget smadret i mine arme i dag.

Jeg tager tingene lidt ad gangen. Ville gerne lave noget herhjemme i dag, men energien er ikke ret høj, så det bliver nok ikke så meget, som jeg gerne ville. Jeg er nødt til at passe lidt på, så jeg ikke brænder totalt sammen. De umiddelbare planer for i dag er at sætte en vask over om ikke så længe, og så skal jeg have lavet aftensmad senere. Skal afprøve en ny opskrift, så det er jeg lidt spændt på. Og da det bl.a. består af en fars, har jeg en god undskyldning for at have gang i Kitchenaiden. ;) Den er jeg særligt glad for sådan en dag som i dag, hvor jeg ingen armkræfter har. Så er det rart at have en mekanisk arm til at røre farsen for en. :)