søndag den 19. februar 2012

Foråret er så småt på vej

Vi har været en tur i haven i dag. Christian har beskåret æbletræet, og jeg har ordnet mit nyanlagte bed bagerst i haven og hjulpet ham med at få samlet de mange grene, der røg af. Der er en god, frisk luft derude i dag, og solen har skinnet. Man kan virkelig fornemme, at foråret er på vej.

Der er små skud af de første forårsblomster i mit bed og i bedet under æbletræet og rundt om i haven, og alt sneen er væk nu. Synes egentlig ikke, vinteren har været ret lang. Men det er okay, for jeg har ikke været frisk nok til rigtigt at nyde den alligevel.
Nu glæder jeg mig til, at forårsblomsterne kommer op og til at se, hvad mit bed kan byde på de næste måneder og hen mod sommeren. Jeg nåede lige at anlægge det, før jeg fik det første galdestensanfald.

Det her billede tog jeg for et par år siden herude i bedet på terrassen. Jeg elsker den måde, solen lyser den lilla krokus op.




Jeg har fået en tid til mave-tarmkirurgisk ambulatorium på torsdag vedrørende mine problemer med galdereflux. Jeg er noget nervøs for at skulle derind. Ikke så meget for det, der måske skal foregå, men jeg er bange for, at de ikke kan gøre noget for mig, og jeg skal leve med de her dumme gener og den forøgede risiko for kræft resten af livet :( Det er vist slet ikke nogen nem sygdom at behandle, så jeg er bange for, at de ikke kan hjælpe mig.

Jeg håber, at det bare er ubegrundet nervøsitet, og de forhåbentligt kan gøre et eller andet for mig, så jeg kan begynde at spise lidt mere normalt og ikke skal kæmpe med den sviende og brændende smerte jævnligt.  Nu må vi se, hvad der sker på torsdag...

Christian er gået sig en tur. Han vil gerne have lidt mere motion, og vejret har jo været dejligt i dag. Nu kom han ind ad døren efter at have været afsted i 1½ time og dufter af "frisk pels" eller rent sengetøj. Den der duft man/ting får, når man/den har været udenfor og er blevet blæst godt igennem. "Frisk pels" fordi Ozzy jævnligt kommer ind og dufter af at være blevet luftet totalt igennem ;)

I aften skal vi afprøve noget nyt: steakwraps. Vi har købt nogle tykstegsbøffer på tilbud i den her uge, og nogle af dem bliver brugt i wraps i aften sammen med forskelligt grønt og resten af tzazikien fra i går. Glæder mig allerede til dem :) Jeg tog en lille portion tzaziki fra til mig selv, før der blev tilføjet hvidløg og den blev til rigtig tzaziki i går. Håber, jeg kan tåle lidt af det i mine wraps i aften.

Jeg smider opskriften og billeder ind senere, nok først i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar