Koldhævede flutes

Jeg elsker friskbagte, sprøde flutes som tilbehør til god mad, men når jeg sædvanligvis bager lækre flutes, er det ofte noget, der tager tid. Jeg foretrækker nemlig at bage med små mængder gær for at undgå udpræget smag af gær i det færdige resultat. Derfor bager jeg/vi også oftest flere flutes ad gangen, så der er i fryseren til en anden god gang. Nogle gange har vi bare ikke tid eller lyst til at bruge så lang tid på at bage, og man kan jo løbe tør for hjemmebag i fryseren, så derfor fik jeg lyst til at lave en opskrift på et rigtig godt koldhævet flute.

Ved at koldhæve kan man nemlig fordele arbejdsbyrden, så dejen er pisket/æltet sammen dagen før og alt, man skal gøre på selve dagen, er at tage skålen ud af køleskabet og lade den stå og tø lidt op i køkkenet, hvorefter dejen trækkes ud til flutes uden yderligere æltning. Smart! Derudover er der også andre fordele ved koldhævning. Brødsmagen udvikles bedre og brødets krumme bliver sej på den helt rigtige måde og dejligt saftig.

Jeg bruger gerne yoghurt naturel i flutene, da det giver en smule syrlighed og god konsistens til de færdige brød. Man kan godt bruge andre typer surmælksprodukter, men resultatet bliver ikke helt det samme, måske pga. forskelligt fedtindhold i produkterne. Jeg foretrækker personligt yoghurt, men kan godt finde på at bruge en rest creme fraiche, ymer eller andet, hvis jeg lige har det stående i køleskabet.

Nedenstående opskrift giver to flutes med en sprød, lidt sej skorpe og en meget luftig, saftig og sej krumme. Opskriften lavede jeg i foråret, og Christian har bagt flutene flere gange over de sidste mange måneder, hvor jeg ikke selv har kunnet lave noget i køkkenet. Det har været overskueligt at lave dem, netop fordi man kan fordele arbejdet over to dage, hvilket er smart, når tid og overskud er knapt oven på en lang arbejdsdag.

Koldhævede flutes (2 stk.)

2½ dl koldt vand
5 g gær
1 dl yoghurt naturel
10 g havsalt
130 g durummel
290 g hvedemel

Derudover:
Mel, når flutene skal formes.

Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt yoghurt og salt og rør, til salten mere eller mindre er opløst. Tilsæt durummel og rør, til det er helt optaget i væsken, og du står med en ensartet masse.

Tilsæt hvedemelet og lad køkkenmaskinen ælte dejen længe, gerne 15 minutter, til dejen bliver trådet i det. Dejen er ret våd, men samtidig sej og trådet efter æltning. Når man trækker en stor ske op af dejen og lader dejen falde tilbage, vil den flyde lidt ud, men ikke super meget. Bruges der ikke køkkenmaskine, kan man i stedet bruge en håndmikser med dejkrogene sat på. Alternativt kan dejen æltes med bagsiden af en stor bageske, hvor dejen foldes fra siderne af skålen og ind mod midten. Ælt den da, så længe du orker, eller mindst til dejen er ensartet og glat.

Put dejen i en skål godt drysset med mel i bunden. Dæk skålen til med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet natten over.

Næste dag tages skålen ud af køleskabet. Lad den stå på køkkenbordet stadig med husholdningsfilmen på og temperere ca. 1 time.

Fordel et godt lag mel på køkkenbordet og hæld dejen ud derpå. Drys ekstra mel hen over dejen. Del dejen i to og træk hver del til et flute. Du må endelig ikke trykke i eller forme dejen på anden måde, nøjes med at trække i dejen og undgå at håndtere den for meget. Læg flutene på en bageplade med bagepapir og tænd for ovnen på 250 grader. Lad brødene efterhæve utildækket, mens ovnen varmer op.

Skær evt. meget forsigtigt skrå snit i brødene  med en ultraskarp kniv eller klip med en saks, hvis du ønsker lidt mønster på flutene. Det skal virkelig gøres forsigtigt, så brødene ikke tager skade af det. De kan ikke ridses så dybt, som man gør med ikke-koldhævede flutes, da dejen er meget blød.
Bag flutene midt i den brændvarme ovn 5 minutter ved 250 grader. Herved vil brødene hæve godt op, da de får et chok over den høje varme, og siderne på flutene vil løfte sig fra bagepladen. Skru herefter temperaturen ned til 200 grader og bag brødene færdige, ca. 12-14 minutter, så de i alt har bagt ca. 18-20 minutter. Hold øje, da det kan være forskelligt fra ovn til ovn, hvor hurtigt temperaturen kommer ned. Flutene er færdige, når det lyder hult, når du banker på dem, og de har fået farve under bunden.

Lad de færdigbagte flutes køle af på en rist.

Den koldehævede dej trækkes ud til to flutes uden yderligere æltning.

De færdige flutes.

Et kig ind i det færdige flute; store, flotte lufthuller og en sej og lækker krumme, samt sprød skorpe.

Hvor er det dejligt at se så stor interesse for min jule-giveaway i år :) Jeg nyder at læse om jeres katte i kommentarerne. Konkurrencen løber 12 dage endnu, så hvis du endnu ikke har deltaget, har du stadig chancen :) Læs om præmien og hvordan du deltager her: Jule-giveaway: Vind en lækker adventskalender til din kat!


I torsdags var jeg hos egen læge for at fortælle ham, at det nu er ham, der skal stå for min smertebehandling, eftersom reumatologerne nægter at se mig før til foråret. Jeg har haft lidt ondt i maven over at skulle afsted, for jeg var bange for, at han ikke kunne/ville gøre noget for mig. Måske lidt dumt, for han vil gerne hjælpe, sædvanligvis, men han er lidt tung at danse med. Desværre også denne gang. Han var utålmodig, da jeg skulle fortælle ham om forløbet, til trods for at jeg havde fået en dobbelttid, så jeg følte ikke rigtigt han hørte efter. Og han virkede på en måde bare uforstående over for det hele. Det var nærmest, som om det var mig, der skulle fortælle ham, hvordan han skulle udføre sit arbejde :| Det endte med, at jeg fortsætter den smertebehandling med Panodil depot, som reumatologen i første omgang udskrev, og pga. alt for lave blodprøvetal for min epilepsimedicin er jeg igen sat op i dosis af den. Derudover fik jeg - fordi jeg selv bad om det - en henvisning til en neurolog, da jeg gerne vil afprøve noget medicin mod nervesmerter (anbefalet af reumatologen), som også gives for epilepsi. Så de to typer epilepsimedicin skal jo kunne sammen og sammen med min epilepsi. Derfor virkede det som en god ide med en tur hos en neurolog.

Efter lægebesøget følte jeg mig ret nedslået. Jeg havde virkelig håbet, at han ville være der for mig, men det virker, som om det er mig, der skal være min egen læge. Eller vide, hvad det er for medicin, jeg skal have. Jeg skal komme med alle forslag... Sådan føltes det i hvert fald.

Men jeg bed tænderne sammen og kiggede mig om efter en neurolog. Har undersøgt omtaler af neurologer på nettet, og det er nærmest umuligt at finde en, der ikke er omtalt negativt. Jeg troede, jeg måske kunne blive tilknyttet Slagelse sygehus' neurologiske afdeling, men der gælder min henvisning ikke, så jeg skal finde en privat. Forsøgte at ringe til en i dag, men hun var totalt afvisende for kombineret behandling af min epilepsi og smerter. Det ville hun slet ikke have noget med at gøre. Nedslået ringede jeg til Christian, og vi blev enige om at prøve en i Næstved, selvom der er langt herfra. Hende fik jeg snakket med, og hun vil heldigvis gerne kigge på kombinationen. Desværre har hun først tid i januar, så jeg skal i mellemtiden starte op på den nye type smertemedicin, og det er min egen læge, der skal udskrive det, sagde hun.

Derfor har jeg brugt, hvad der føles som hele dagen, på at ringe rundt og finde ud af noget. Brugte til sidst en hel time på at komme igennem til egen læge for at få en ny tid der, så jeg kan få udskrevet den nye smertemedicin. Jeg snakkede med hans sekretær, som gav mig en tid i næste uge, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke har sendt dem nogen forslag til behandling, som jeg ellers havde forstået på dem. Så nu skal jeg også ringe til reumatologen i denne uge for at få dem til at sende det videre. Det er virkelig ét stort cirkus det her :( 

Jeg er simpelthen så frustreret over det her forløb. Det føles, som om der ikke er nogen af lægerne, der er på min side og hjælper mig igennem det her. Jeg skal i stedet snakke med mange forskellige læger og speciallæger, som slet ikke arbejder sammen om mit forløb. Og de sender alle sammen aben videre :( Jeg ville ønske, at der var én behandler, der stod for min primære behandling og "holdt mig lidt i hånden", tog sig af mig og min behandling, så jeg ikke helt alene skulle kæmpe hvert eneste skidt ad vejen. Det er i hvert fald sådan noget, der efterlader mig lidt modløs i dag...

Fordi det tog så lang tid at få alting på plads i dag med neurolog og læge, blev det ret sent i forhold til at skulle ud på min sædvanlige gåtur. Og jeg sad også tilbage uden mod på at komme igennem resten af dagen. Virkelig frustrerende, for jeg har brug for motionen for at sænke mit smerteniveau, og det er vigtigt at holde modet oppe. Forsøgte at motionere med Wii'en, som jeg tidligere har brugt til let motion, men der er for meget, der skal trykkes på for at komme videre i programmerne, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg fik det ud af det, jeg havde håbet på. Så jeg skal afsted i morgen; ud at gå i naturen. Senere på ugen skal jeg igen til fysioterapi, og jeg vil snakke med min fysioterapeut, om der er nogen form for motionstræning i træningscenter, jeg kan udføre, nu jeg ikke så godt kan bruge armene. For så kan det godt være, at det er noget, jeg vil prøve. Især her til vinter. Det kræver dog, at jeg kan køre min bil til træningsstedet, så det bliver et forsøg..

De sidste par dage har ellers været bedre, smertemæssigt, måske fordi jeg er sat op i epilepsimedicin igen. Det er i hvert fald min tanke. Så jeg har forhåbninger om, at den anden type epilepsimedicin kan hjælpe på smerterne også. I dag er smerterne lidt værre, men det hænger måske sammen med, at jeg ikke har været afsted på min gåtur og at humøret er lidt lavt i dag pga. kampen for at komme videre i mit behandlingsforløb. Jeg må vist bare bide tænderne sammen og se fremad. Og så håbe, at den nye type medicin kan gøre en stor forskel for mig. Jeg må tage de kampe, der kommer hen ad vejen, når det nu ikke kan være anderledes. Heldigvis har jeg en stor støtte i Christian, der ofte tager med til lægen mv. og holder om mig, når det har været en rigtig lortedag. Lige nu står han i køkkenet og laver mad til os. Hele huset dufter skønt af flødekartofler, som vi skal have til en rest skinke og god salat. Det er om at holde fast i lyspunkterne, når livet føles op ad bakke, og han er i hvert fald et stort lyspunkt i mit liv ☀

Jule-giveaway: Vind en lækker adventskalender til din kat!

December nærmer sig med hastige skridt og dermed også tiden for en masse hyggelige traditioner. En af dem herhjemme er adventskalendere, hvor der hver søndag i advent kan findes en dejlig gave i julesokken. De sidste par år har jeg også lavet en adventskalender til bloggen - til en heldig kat - som jeg har udloddet her på siden. Det havde jeg dog ikke forventet at gøre i år, da jeg jo som bekendt har problemer med i det hele taget at få blogget, når jeg dårligt kan bruge mine hænder, men jeg kunne mærke, da jeg kom tættere på jul, at jeg også rigtig gerne ville lave en katte-adventskalender til bloggen i år. Så det får I altså nu :)

I år har jeg til kalenderen udvalgt fin katte-julesok med teksten "Meowy Christmas", som rigtig meget ligner den, jeg udloddede forrige år. Det er faktisk den samme, men da den er håndlavet, er den ikke 100% magen til, dog stadig superfin i sig selv :) Jeg syntes, den var så sød og fin, så den ville jeg gerne udlodde igen :)

Jeg har desværre ikke hænder til at fotografere en fin opstilling af den nye sok med pakkerne i, som jeg plejer, så det øverste billede nedenfor er af sokken fra forrige år. Men den nye ligner meget, som I kan se på billede nr. to. Farven er faktisk helt den samme, men mit telefonkamera kan ikke gengive det lige så godt, som mit spejlreflekskamera gjorde på opstillingen med pakkerne forrige år.

Det kan du vinde:
Ligesom de to foregående år er gevinsten i min jule-giveaway en adventskalender til kat, som består af en rigtig fin julesok med kattemotiv, som er fyldt op af fire adventsgaver. Gaverne indeholder lækkerier og legetøj, som vores egne katte selv elsker :) Se neden for billederne af sokken, hvordan netop din kat (eller en kat, du holder af) får poterne i den lækre præmie! :)

Dette års julesok. Så fin <3

Sådan deltager du:

1. Like/synes godt om bloggens Facebookside (se nedenfor, hvis du ikke er på Facebook*).

2: Skriv en kommentar til indlægget her, hvor du fortæller mig navnet på katten, der skal vinde adventskalenderen. Fortæl også gerne lidt om katten - det er så hyggelig læsning :)


Konkurrencen løber til og med lørdag 19. november. Vinderen findes ved lodtrækning og vil blive offentliggjort på bloggen dagen efter.
Vinderen skal sende mig en mail med sin adresse** senest tirsdag 22. november kl 12, så jeg ved, hvor adventskalenderen skal sendes hen, så husk at tjekke, om du har vundet :) Melder vinderen sig ikke, vil der blive udtrukket en ny.


* Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er på Facebook, og skulle du ikke være det, finder vi ud af det, hvis du bliver udtrukket :) Så er det okay, at du bare følger via bloglovin eller er tilmeldt direkte på bloggen her (tilmeldingsmuligheder findes i højre side af bloggen).

** Der sendes kun til danske adresser.
 

Jeg håber, at I har lyst til at lege med i min lille jule-giveaway, og jeg glæder mig til at læse jeres kommentarer :)

(U)hyggeligt bagværk til halloween

Der er stadig nogle få dage tilbage af efterårsferien og plads til ekstra (u)hygge i køkkenet. Jeg har i indlægget her samlet forslag til sjove, uhyggelige og lækre kager og andet bagværk, som, jeg håber, kan inspirere til gode fælles oplevelser for store og små.


Flagermus - romkuglemus med chokoladevinger

Sidste år lavede jeg de her lækre romkugleflagermus i anledning af halloween. Som de faste læsere af bloggen ved, elsker jeg alle årets madrelaterede mærkedage, og halloween er blandt favoritterne, da det er en tid, hvor man virkelig kan slippe sit indre barn løs :)

Vingerne er som skrevet lavet af chokolade, og skabelonen til vingerne kan downloades i indlægget, men hvis det bliver for omstændigt at lave vingerne i chokolade, kan man nøjes med at lave dem i karton og montere en tandstik eller to på bagsiden, så vingen kan sættes fast på romkuglen. Husk, at lim, tape mv. ikke må komme i kontakt med kagen. Opskriften på flagermusene finder du her: Flagermus - halloween special

Halloween er nærmest lig med græskarlygter, og jeg er sikker på, at der allerede står mange fine og uhyggelige græskarmænd rundt omkring. Har du/I endnu ikke lavet jeres græskarlygte, kan du herunder finde idéer til, hvad du kan få ud af det, som du fjerner fra græskaret, når du laver din lygte. "Kødet" fra dit græskar kan f.eks. bruges i lækre kager, og kernerne kan ristes til sprøde snacks.

Græskarmuffins

Disse muffins er ret nemme at lave. Kagen er relativt sød, hvilket afbalanceres med en syrlig cream cheese frosting. Pynt med farvet frosting eller hvad du nu lige har lyst til. Græskarmuffins

Græskarkage

"Kødet" fra dit græskar kan også bruges til denne superlækre kage. Den smager lidt hen ad gulerodskage, men er fyldt med lækre nødder og kerner, som gør den ekstra god. Fyldet gør dog også, at kagen fylder godt i maven, så det er ikke en kage, man kan spise mange stykker af. Jeg pynter den gerne med cream cheese frosting, men hvis du ikke kan tåle laktose, kan du i stedet pynte den med glasur lavet af flormelis og vand. Jeg har tidligere også fordelt lakridssnører i et spindelsvævsmønster oven i glasuren, når jeg har lavet den af flormelis, så den blev lidt ekstra halloween-agtig. Græskarkage

Ristede græskarkerner

Noget af det mest simple, man kan lave af overskuddet fra sin græskarmand, er ristede græskarkerner. Man kan endda krydre dem, helt efter ens egen smag. Jeg plejer bare at drysse dem med salt, men hvis man er lidt mere eventyrlysten, kunne man også prøve at drysse med lidt paprika, chilipulver eller lignende. Det er kun fantatisen, der sætter grænsen. Ristede græskarkerner

Kransekagespøgelser

Et af de halloween-projekter, hvor jeg har sluppet min barnlige fantasi fri, er med disse kransekagespøgelser. Jeg fik primært idéen til at lave dem, fordi Christian elsker alt med marcipan, og kransekage er bare rigtig lækkert. Uhyggelige kransekagespøgelser

Lynboller

Når man har været en tur i skoven og samle kastanjer eller bare trænger til lidt ekstra hygge, er der ikke noget bedre end en kop varm kakao med en god hjemmebagt bolle. Nogle gange opstår lysten til boller og varm kakao helt spontant, så derfor passer denne opskrift på mine lynboller perfekt, da de tager meget kort tid at lave. Derudover er de superbløde og lækre, og en fast del af fødselsdagsbordet herhjemme :) Lynboller

Udover (u)hyggelige bageprojekter i køkkenet elsker jeg også andre aspekter af halloween. Jeg kan godt lide at se en god gyser, og jeg synes også, at det er rigtig hyggeligt at besøge Tivoli og se deres halloween-udsmykning af den gamle have. Sidste år var Christian og jeg til halloween i Tivoli med hans forældre. Jeg havde kameraet med og viste efterfølgende nogle af billederne frem her på bloggen. De billeder kan du gense her: Halloween i Tivoli

Jeg vil slutte af med at ønsker jer alle en rigtig god halloween :)

Kampen mod smerterne

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg brugt det at skrive til at arbejde mig ud af en krise. Det har givet luft for en masse frustrationer at få skrevet dem ned på papir - eller som her: på bloggen, men efter jeg i foråret blev ramt af seneskedehindebetændelse i begge arme, og det efterfølgende har sat sig som kroniske smerter, har jeg ikke længere den mulighed.

Når jeg i dag skal skrive et indlæg, bliver det skrevet, når vi har en friaften med overskud til den slags. Christian skal skrive, mens jeg dikterer. Som det ses af antallet af indlæg siden foråret, er det ikke ret tit, vi har det overskud. Christian knokler løs med alt herhjemme, da jeg stadig er meget handicappet af mine smerter, og når han er klar til at holde fri om aftenen, trænger både han og jeg til at slappe af sammen og bare se en serie eller den slags. Så der er ikke meget tid til bloggen for tiden. On that note, vil jeg gerne sige tak til jer, der har sendt kommentarer her på bloggen og andetsteds. Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at få svaret tilbage, men som I nok kan læse, er det ikke nemt, når jeg skal have hjælp til alt af den slags. Men jeg læser alt, I skriver, og sætter meget stor pris på det :)

I dag prøver jeg dog selv at skrive det her indlæg. Selvom jeg ved, at jeg risikerer et smertehelvede bagefter. Jeg har meget svært ved at bruge fingrene til noget, fordi det hurtigt giver mange smerter i armene. Pt. afprøver jeg Panodil depottabletter, så det er også i den forbindelse, at jeg afprøver mine grænser. Jeg synes dog endnu ikke, at der er den store forskel i smerteniveau, men de lindrer en lillebitte smule...

I dag vil jeg bruge pladsen her i indlægget på at fortælle jer om mit udredningsforløb, der har været alt andet end hurtigt og nemt at stå igennem.

Jeg startede hos egen læge ca. 14 dage efter min skade på håndled og underarme. Fik at vide, at jeg skulle give det en masse ro og bruge mine afstivende skinner. Det gjorde jeg flere uger uden effekt, så efter ca. tre uger yderligere og to lægebesøg mere bad jeg om at blive henvist videre. Jeg blev henvist til fysioterapi og til en reumatolog, dog med beskeden om, at jeg ikke skulle forvente nogen effekt af fysioterapi, og at reumatologen sandsynligvis ville afvise mig, ikke hjælpe. Så det var ikke med stor optimisme, at jeg gik videre med min behandling.

Reumatologen havde meget lang ventetid, 6-8 uger, så jeg startede hos fysioterapeuten. Jeg har siden... juni, tror jeg... gået hos en flink fysioterapeut, der hedder Thomas. Vi har prøvet mange forskellige tiltag; forskellige øvelser, laserterapi og også akupunktur, som desværre ikke har hjulpet. Lige indtil vi for en måneds tid eller halvanden siden begyndte at arbejde mere med min holdning. Jeg kan mærke, at det gør en stor forskel for smerterne på undersiden af underarmen, så det er virkelig dejligt. Jeg går hos ham ca. hver 14. dag for tiden, hvor vi vender tingenes tilstand og han afspænder min ryg. Jeg er utrolig taknemmelig for det forløb hos ham, fordi det efterhånden virker, som om han er den eneste, der ikke har opgivet mig. Hver gang et behandlingstiltag har slået fejl, er han komme tilbage med nye ideer og ting, vi kunne afprøve. Og det betyder rigtig meget for mig. For så føler jeg også, at jeg stadig prøver, kæmper, for at få det bedre.

Det er ikke den samme følelse, jeg sidder tilbage med efter kontakt med reumatologen. Jeg var der første gang i juli, hvor jeg fik sprøjtet lidt binyrebarkhormon ind i den ene arm. Det hjalp desværre ikke det helt store, men gav en smule lindring helt lokalt det ene sted, der blev sprøjtet ind, og en smertereaktion pga. pres på senen et andet sted. Jeg fik en tid en måned senere til opfølgning, men her gik der kuk i alting. Min tid var ikke blevet registreret, så jeg kom ind til en anden reumatolog i stedet. Han startede med at fortælle mig, at jeg skulle lære at leve med mine smerter, for de var kroniske, og opremsede en kort række tiltag som skulle kunne lære mig at leve med at skulle være kronisk smertepatient nu. Han lavede også en trykpunktstest på mig, og har i mine papirer skrevet fibromyalgi :| Baseret på en ret kort samtale og noter. Han udskrev Panodil depottabletterne til mig og sendte mig til blodprøver, så det kunne afklares, om smerterne havde en anden årsag.

I mellemtiden, mens jeg ventede på blodprøvesvarene, skulle jeg have tilpasset min epilepsimedicin, så jeg kunne tåle at tage Panodilerne, for de påvirker den. Det har jeg brugt de sidste mange uger på at få i orden. Da jeg gik og ventede på svar på blodprøven for min epilepsimedicin, så jeg på sundhed.dk, at der lå svar på de andre prøver. Jeg har forhøjelse i to tal, der har noget med bindevævssygdomme og gigt at gøre. Så jeg har gået og haft det meget dårligt over at vente på svar på, hvad det betyder. Min originale reumatolog ringede for lige over 14 dage siden og fortalte, at jeg ikke havde en bindevævssygdom, hvilket er meget lettende, men at jeg måske vil komme til at udvikle leddegigt, hvilket er en ondartet gigtsygdom, hvor ens eget immunsystem nedbryder leddene, dvs. noget andet end den slidgigt, mange af os kender hos ældre familiemedlemmer. Han gav mig en tid til nye blodprøver i marts, og bum, det var det. Farvel.

Opkaldet kom på dagen, hvor vi havde været hos Tanddyreklinikken med Phoebe for at få ordnet hendes tænder, og vi var lige kommet hjem, så jeg var lidt rundt på gulvet og bare glad for ikke at have en bindevævssygdom, da det kan forkorte livet betydeligt. Jeg har efterfølgende villet bestille en tid for lige at snakke tingene igennem, også i forhold til min nuværende situation, da den intet har med leddegigt at gøre - det har jeg heldigvis endnu ikke udviklet.. Men mine smerter er ret reelle, skal jeg lige hilse og sige, og jeg havde forventet, at det var dem, der skulle stå for medicineringen, da de er eksperterne, og fordi jeg jo allerede var sat på noget fra deres side uden at få at vide, hvordan den behandling skulle forløbe. Derudover synes jeg ikke, at diagnosen fibromyalgi ligger lige til højrebenet, når det gælder mine symptomer - i forhold til hvad jeg kan læse om diagnosticeringen. Så jeg ringede i sidste uge for at få en tid. En afvisende telefondame fortalte, at hun skulle snakke med reumatologen om det og så vende tilbage. Det gjorde hun så aldrig.

I tirsdags ringede jeg så tilbage til klinikken igen, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke havde sagt andet, end at jeg bare skulle følges om et halvt år, og der ikke var nogen grund til at ses før - det var i hvert fald essensen. Ingen undskyldning for ikke at have ringet tilbage heller... Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage i frustration over at føle mig afvist og opgivet, og endte med at sidde og græde ned i telefonen. Damen bad mig om at ringe til deres sygeplejerske for at snakke om det med medicinen, så det gjorde jeg i går. Hun fik forklaret, at det er egen læge, der skal stå for medicin - eller henvise til smerteklinik. Og at reumatologen har skrevet nogle typer medicin, som kan afprøves. Så det eneste, de kan gøre derfra, egentlig er at følge mig mht. de skæve blodprøver. Det giver jo nogenlunde mening, synes jeg, men alligevel føler jeg mig bare totalt opgivet fra deres side. Jeg havde forventet at komme ind til min reumatolog igen og snakke med ham om diagnosen og mine spørgsmål, men det har de åbenbart ikke lige 15 minutter til. Og om behandlingen. Så jeg føler mig ret tom og trist indeni i dag. Opgivet. Og med en diagnose ny: fibromyalgi. Måske.

Er også lidt opgivende over for at skulle have min egen læge til at være styrmand for min behandling, for han er ikke ekspert på området - mildest talt; han var i hvert fald 100% sikker på, at man ikke kunne sprøjte binyrebarkhormon ind i armene ved seneskedehindebetændelse, og han er i det hele taget en lidt... glemsom mand, selvom han absolut er flink. Så nu er det ham, der skal stå for min medicin :| Pt. afprøver jeg som sagt Panodil depottabletter. Jeg ved ikke helt, om de har den store effekt, for jeg har stadig meget ondt og er meget begrænset, men de skal afprøves, da det er de mildeste smertestillende piller, man kan få. Den første tid her nu har jeg det dog ret dårligt. Jeg kan mærke, at min epilepsimedicin falder drastisk i blodet, mens jeg tager depottabletterne, så jeg går og er noget svimmel og har kvalme. Ikke rart. Det er heldigvis nok noget, der går over - håber jeg. For sådan er det ofte, når der sker store svingninger i dosen af min epilepsimedicin. Så det afventer jeg nu.

Et andet noget mere virksomt tiltag er motion. Jeg går meget, både for at få frustrationerne ud og for at få tiden til at gå, til Christian kommer hjem. Hører oftest musik, men er pt. ved at høre Dan Brown's Inferno (filmen kommer i biografen i næste uge). Jeg kan mærke, at mit smerteniveau er lavere, når jeg har gået, og siden jeg i midten af september fik mine nye løbesko, Nike Pegasus 33 (som også laves til kvinder med større og bredere fødder end gennemsnittet :3 ), har jeg gået rigtig meget. Jeg går så ofte, som jeg kan, og gerne hver dag i hverdagene. Sidste uge gik jeg 44.6 km. Jeg skal også ud og gå, når jeg er færdig med det her indlæg. Så håber jeg, at det er nok til at holde smerterne lidt nede. Jeg ved, at jeg efter en slem overbelastning (som f.eks. at vaske mit hår selv - det har Christian gjort for mig det sidste halve år, at gå og rydde lidt op eller støvsuge en smule), kan være mindst 14 dage om at få et udholdeligt smerteniveau igen - i hvile! Så jeg frygter for konsekvensen af det her indlæg. For det er en virkelig hård overbelastning. Håber bare, at Panodil og motion kan hjælpe. Vi må se :|

Mht. fremtiden kører jeg lidt rundt i de der forskellige faser, man gennemgår i processen om at skulle acceptere en ny virkelighed. Når smerter fylder og der samtidig er andre ting, der påvirker - f.eks. noget med kattene eller de andre problemer, jeg har med mit helbred, føles alting håbløst og sort, og jeg kan næsten ikke holde ud af være til. Når smerterne ikke fylder så meget, kan jeg være mere optimistisk og tænke, at hvis det er fibromyalgi, er det i det mindste ikke en farlig sygdom, som f.eks. bindevævssygdommene, og at jeg vil kæmpe alt det, jeg kan, for at holde smerterne nede. Og jeg vil aktivt kæmpe for at finde en løsning, der virker, for at blive så smertefri, som jeg kan, i forhold til behandling. Derudover vil jeg prøve at få så meget ud af mit liv, som jeg kan med de begrænsninger, sygdommen sætter for mig.
Jeg prøver at holde mig selv lidt oppe, selvom det er svært. Har et tiltag, hvor jeg hver aften har bestemt, at jeg skal udpege tre gode ting, der er sket den pågældende dag og også gerne tre ting, som jeg ser frem tid dagen efter. Det er især vigtigt på de sorte dage, kan jeg mærke.

Jeg kan mærke, at det går fremad i forhold til at få min krop til at acceptere Panodilerne. Jeg har det ikke helt så skidt som i går på samme tidspunkt, så det er dejligt. Forhåbentlig er kvalmen og svimmelheden snart helt væk. Her, inden straffen for at have skrevet mit første indlæg siden april indtræffer, føler jeg mig i kampfasen; jeg er bevidst omkring, at jeg er nødt til at kæmpe for at komme fremad i forhold til mit smerteniveau med motion og øvelser, og at det også bliver en kamp af finde en smertebehandling, der virker. Fordi det har været sådan hvert eneste skridt af vejen, siden det her forløb startede. Men jeg skal, jeg kan, jeg vil! Eller det prøver jeg i hvert fald at leve op til.

Da vi var i Tivoli i sommers, købte vi et par fine souvenirs med hjem: et par fine magneter til køleskabet. Det er efterhånden en fast tradition, at vi skal have et lille minde med hjem i form af en magnet, når vi har været et godt sted. Fra Tivoli blev det til to stk. i år: en fin karruselhest (til højre) og så den her, jeg ikke kunne stå for. Den ramte et eller andet i mig, og nu står den derude på køleskabet som en reminder om at bevare min kampvilje; success ikke kan opnås ved at have hænderne i lommerne. Der skal kæmpes! Og det gør jeg hver dag, så godt jeg nu kan.

Jeg prøver også så vidt muligt at fylde livet med gode ting som modvægt til de dårlige. Vi har været afsted til både stand-up og koncert i vores ferie i august, og vi har flere gode arrangementer at glæde os til de næste måneder. Jeg får besøg af min gode veninde, Christina, senere på måneden, hvilket jeg glæder mig meget til. Hun er heldigvis god til at tage initiativer og finde løsninger på, hvordan vi kan ses med alle mine begrænsninger, og det er jeg meget taknemmelig for.

I går var Christian og jeg ude at spise, bare sådan på en onsdag aften. Rigtig hyggeligt. Og vi sluttede af med at spille Trivial Pursuit i sengen, inden vi sov. Jeg havde et lille lykkeligt øjeblik der, mens vi sad og spillede, fordi mine smerter var lidt på afstand, som jeg sad stille der, og det bare havde været en rigtig dejlig aften.

Med de positive ting i tankerne vil jeg nu kæmpe videre mod smerterne ved at komme afsted på min daglige gåtur. Kan godt savne sådan en halvlun sensommerdag, når vejret er, som det er i dag, for det var lidt rarere at gå i. Heldigvis virker gåturen uanset vejret, så jeg må hellere slutte her og komme afsted.

Kanelsneglens dag!

Som den opmærksomme læser ved, elsker jeg årets madrelaterede temadage, da det giver en ekstra god undskyldning for at gå i køkkenet og lave noget lækkert ;) I dag er det kanelsneglens dag! Det er egentlig en svensk tradition, men den må for min skyld gerne blive dansk, da jeg elsker alt med kanel <3

 

I anledning af kanelsneglens dag vil jeg i dag dele opskriften på verdens bedste kanelsnegle med jer. De er lækre, bløde og snaskede og så gode, at Christian selv har været nødt til at bage dem i løbet af det halve år, jeg efterhånden har været sat ud af spillet i køkkenet. Opskriften har jeg postet her på bloggen før, men den fortjener i den grad en fremhævning på en dag som i dag :)

 

Er der noget bedre end en lun og lækker kanelsnegl og en kop varm et-eller-andet på sådan en efterårsdag? <3 Opskriften på verdens bedste kanelsnegle finder du her: Lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan.

 

 

Stort focacciamadbrød med oregano og salt

I det forrige indlæg her på bloggen fik I opskriften på verdens (måske) bedste pastasalat, en af mine helt store livretter. Som jeg skrev i indlægget om pastasalaten, bør den serveres med godt brød. Gerne et lækkert madbrød, som komplementerer smagsnuancerne i pastasalaten. I dag får I opskriften på netop sådan et brød. Brødet er et stort focacciamadbrød, drysset med salt og tørret oregano, og passer derfor perfekt til pastasalaten som et salt indslag med samme smagsnuancer, da oregano også indgår som et af krydderierne i dressingen til pastasalaten.

Når jeg bager brød, bruger jeg oftest min køkkenmaskine til at lave dejen i. Der er dog ganske få brød, jeg helst laver i hånden, og dette er et af dem. Jeg/vi har lavet brødet både med hjælp fra køkkenmaskinen og i hånden, og vi synes bedst om resultatet, når det er håndlavet. Det bliver knap så kompakt på den måde.

Brødet er allerbedst på dagen, hvor det er bagt. Dagen efter vil saltet på toppen være smeltet ind i brødet, og den salte smag stort set forsvundet. Bag det derfor på dagen, hvor det skal spises og servér det gerne lunt fra ovnen. Pga. saltet på toppen er brødet heller ikke fryseegnet, da saltet også forsvinder efter en tur i fryseren.

Heldigvis er brødet nemt at lave. Det skal desuden æltes minimalt, og efter forhævningen kan dejen trykkes direkte ud i bageformen uden at skulle æltes yderligere.
Drysset på brødet kan varieres efter lyst. Prøv f.eks. også med tørret rosmarin, eller kombiner flere tørrede krydderurter, hvis du har lyst.

Stort focacciamadbrød med oregano og salt (4-6 personer)

25 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 spsk olie (jeg brugte en koldpresset rapsolie, men anden smagløs olie er fin)
100 g durummel
Ca. 340 g hvedemel

Derudover:
Et par spsk olivenolie
Lidt groft salt
Tørret oregano

Rør gæren ud i vand og tilsæt salt og olie. Rør durummelet i og tilsæt derefter ca. 300 g hvedemel. Ælt resten af hvedemelet ind i dejen lidt ad gangen, evt. med bagsiden af en stor grydeske, og stop, når dejen slipper kanten på skålen. Den må godt klistre lidt.

Lad dejen forhæve tildækket i 45 minutter.

Ælt dejen en smule og rul den ud til en aflang firkant, ca 30x20 cm., eller så den passer i en metalbageform i ca. samme mål. Læg dejen i formen og dæk den til med et viskestykke. Efterhæv i 10 minutter.

Prik huller i dejen med fingrene jævnt fordelt over hele dejen. Pensl dejen med en god olivenolie, så hullerne er fyldt med en smule olie. Drys med lidt groft salt og bag focacciaen i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader. Det er færdigt, når det er gyldent ovenpå og lyder hult, når man banker på det under bunden (det kan lige vippes forsigtigt op af formen med en kniv eller lignende og bankes på). Det færdige brød drysses med tørret oregano og afkøles en smule, før det skæres ud og serveres.

Det færdige madbrød skæres ud i passende stykker og serveres som tilbehør.
Bemærk, hvordan krydderurterne fordeler sig i hullerne i brødet og dermed sikrer
en jævn fordeling af smag over hele brødet.

Så er det vist blevet tid til en lille update herfra. Jeg har jo, som nogle af jer ved, haft problemer med mine arme og hænder siden april, hvor jeg i første omgang blev ramt af seneskedehindebetændelse. Efterfølgende kan jeg ikke komme af med smerterne igen, og jeg kan derfor kun bruge mine hænder i et begrænset omfang.

Sidst I hørte fra mig, var jeg startet hos en fysioterapeut og skulle afprøve akupunktur. Det har jeg desværre ikke haft den store effekt af. Han har sat mig til at lave lidt forskellige øvelser for hænder, ryg og nakke, så vi må se, om det kan gøre noget for mig.

I juli var jeg hos en reumatolog, som ultralydsskannede mine arme. Til min store overraskelse fandt han ikke nogen betændelse til stede, hvilket jeg jo ikke kunne forstå, når jeg stadig har så ondt. Han tilbød alligevel, at han kunne give mig indsprøjtninger med binyrebarkhormon, hvor jeg havde mest ondt, men det har jeg desværre også kun haft begrænset effekt af.
I går skulle jeg så til reumatologen for anden gang. Der var desværre sket en fejl, så min aftale ikke var blevet registreret i systemet, så jeg kunne ikke komme ind til den reumatolog, jeg havde været inde hos sidst. Den anden reumatolog i klinikken kunne dog klemme mig ind en time senere, så det var trods alt heldigt, når klinikken ligger en times kørsel herfra.

Det var dog en helt anden oplevelse end sidst. Sidste gang gik jeg derfra med troen på, at mit problem skyldtes seneskedehindebetændelse, men jeg kunne høre på klinikkens sygeplejerske, at reumatologen sidste gang havde skrevet om mig, at han var i tvivl om diagnosen. Den nye reumatolog virkede dog ikke til at være i tvivl. Mine smerter er kroniske, og det skal jeg lære at leve med, fortalte han mig. Han lavede derudover en test, hvor han trykkede på forskellige smertetriggersteder på kroppen, hvor det gjorde ondt på størstedelen af de steder, han trykkede. Derfor mener han, at jeg sandsynligvis lider af fibromyalgi. Jeg skulle dog have taget nogle blodprøver for at udelukke, at smerterne skyldes noget andet, så det har jeg været nede og få gjort i dag. Jeg skulle gerne få svar på prøverne i næste uge.

Der er ingen helbredende behandling for fibromyalgi, men der er tiltag, der måske kan lindre smerterne. Jeg skal fortsætte hos min fysioterapeut med træning, som kan udspænde og styrke mine underarme, som er mit største problemområde. Motion kan også hjælpe, hvilket jeg allerede har fundet ud af på mine lange gåture nogle gange om ugen, så det fortsætter jeg naturligvis også med. Jeg har derudover fået udskrevet nogle smertestillende piller, som jeg skal tage de næste uger for at se, om det kan gøre en forskel for mig. Jeg skal dog lige snakke med min egen læge, før jeg starter på dem, fordi de påvirker medicinen, jeg tager for min epilepsi.

Så det er situationen, som den ser ud nu. Det var ærligt talt noget af et chok for mig at få den besked i går, da jeg jo gik rundt og troede, at det her var en midlertidig tilstand. Jeg tudbrølede også i telefonen, da jeg efterfølgende ringede til min svigermor for at bede dem om at kigge op til kattene, nu vi kom senere hjem end beregnet. I dag er det sunket lidt ind, og jeg er - i processen mod at acceptere tingenes tilstand - nået til vreden. Det skal fandme være løgn! Jeg skal have førligheden tilbage i mine arme, i det mindste i et større omfang end jeg har nu. Jeg savner at blogge, lave mad og fotografere, hvilket var nogle af de ting, der virkelig gav mit liv indhold, før jeg fik problemer med armene. Jeg håber virkelig, at de ting vil blive mulige for mig igen. Jeg må bare være tålmodig og træne, for at nå derhen.

Det er efterhånden blevet et ret langt indlæg, så jeg vil ikke (få Christian til at) skrive så meget mere i dag. Jeg vil dog lige fortælle, at Ozzy er stoppet med interferonen, og nu kun får sit kosttilskud. Vi håber, at det er nok til at holde mundbetændelsen nede. Indtil videre har han ikke problemer med at gabe. Vi skal inden så længe have et nærmere kig i munden på ham og efterfølgende snakke med Jens fra Tanddyreklinikken om Ozzys behandling fremadrettet.

Jeg håber, at I har haft en rigtig dejlig sommer :)

Skøn sommerlig pastasalat med kylling, oliven og mozzarella

Der har været meget stille på bloggen de sidste måneder, som faste læsere måske har bemærket. Det skyldes, at jeg stadig døjer med seneskedehindebetændelse i begge hænder og arme og derfor har forbud mod at bruge computeren. Jeg har dog et par sommerlige opskrifter i ærmet, som jeg gerne vil dele med jer, så nu har jeg allieret mig med Christian, så han kan skrive for mig.

I dag får I opskriften på en af mine nyeste livretter. Det er en virkelig lækker pastasalat, der med friske jordbær som tilbehør får en skøn smag af sommer. Pastasalaten består af forskellige ingredienser, som spiller sammen på en helt fantastisk måde, så man i samme måltid både får det salte fra oliven, det sprøde fra den rå blomkål, sødme fra tranebærrene, det bløde og fede fra mozzarellaen og en frisk syrlig sødme fra jordbærrene, som afbalancerer fedmen fra mozzarellaen perfekt.

Måltidet fuldendes med et lækkert, hjemmebagt madbrød, som I også vil få opskriften på her på bloggen, når vi forhåbentlig får tid til at sætte os sammen og blogge igen inden alt for længe. Mit madbrød passer perfekt til pastasalaten, men man kan sagtens servere den med andre typer madbrød, hvis man ønsker det.

Jeg nåede at lave pastasalaten en enkel gang, før det blev helt skørt med mine hænder, men jeg har været så heldig, at Christian har forkælet mig med den nogle gange over de sidste måneder, hvilket jeg rigtig har nydt. Jeg glæder mig allerede til næste gang, det står på menuen.
Som jeg skriver, skal pastasalaten serveres med friske jordbær, men laver man den uden for sæson, kan man bruge andre syrligt-søde bær. Jeg tænker, at det måske også kan fungere med blåbær, men det må komme an på en prøve. Jordbærrene skæres i skiver og serveres ved siden af pastasalaten som tilbehør, da de på den måde er helt friske, og fordi de så ikke farver pastasalaten rød ;) Derudover mister jordbær smag, når de står på køl, så de er bedst at servere ved stuetemperatur.

Her kommer opskriften, enjoy :)

Pastasalat med kylling, oliven og mozzarella (ca. 4 personer)

250-300 g tørret pasta (jeg brugte skruer)
2 kyllingebryster
½ blomkål
Ca. 100 g grønne oliven uden sten (drænet vægt)
1 pose mini-mozzarellakugler, ca. 20 stk. (f.eks. Galbani - eller brug 1½-2 store kugler mozzarella brækket i mindre stykker)
1 lille håndfuld tørrede tranebær (60 g)
Ca. 300 g friske jordbær skåret i skiver

Dressing:
4 spsk olie (jeg brugte en koldpresset rapsolie)
1½-2 spsk hvidvinseddike (eller citronsaft eller anden madeddike)
3 tsk herbes de provence
2 tsk tørret oregano
Salt
Friskkværnet peber

Krydr kyllingen med salt og andre krydderier (jeg brugte en tørret barbeque). Steg kyllingebrysterne i ovnen i 25 minutter ved 200 grader. Afkøl herefter kyllingebrysterne.

Kog pastaen og afkøl den.

Rør olie med hvidvinseddike. Den må godt være til den syrlige side uden at være supersurt, da pastaen kun får ganske lidt på hver skrue. Rør herbes de provence og oregano i. Du kan nøjes med oregano, hvis du synes, eller bruge andre tørrede krydderurter efter eget valg. Smag til med salt og peber.

Vend dressingen sammen med pastaskruerne i en stor skål. Smag til, om der mangler salt og peber. Du kan også drysse en smule mere oregano osv. over, hvis du synes, den de tørrede krydderurter har bedst af først at blive rørt sammen med dressingen, da de så suger lidt fugt.

Skær den kolde kylling i mundrette stykker og vend den i pastasalaten. Skyl blomkålen og del den i små, mundrette stykker eller buketter. Vend dem i pastaen. Vend til sidst mozzarellakuglerne i pastasalen sammen med de drænede oliven og en lille håndfuld tørrede tranebær.

Ved servering kan tilsættes jordbær i skiver, eller de kan serveres ved siden af, så man selv kan tage. De bør ikke blandes i salaten på forhånd, da de mister smagen ved at stå i køleskabet.

Server med godt brød.

Et mere close-up billede af pastasalaten med de smukke farver.

Som jeg skrev i begyndelsen af indlægget, døjer jeg stadig med problemer i hænder og arme. Jeg har efterhånden været forbi lægen nogle gange, men er gået lidt slukøret derfra, fordi der ikke var så meget hjælp at hente. Han mener, at det eneste, der virker, er ro, men det har jeg jo efterhånden prøvet nogle måneder uden at få raske arme ud af det, så sidst fik jeg en henvisning til en fysioterapeut og en reumatolog. Da der er lang ventetid på at komme til hos en reumatolog, startede jeg i første omgang med fysioterapeuten. Der har jeg efterhånden været nogle gange, dog uden at mærke nogen forskel. Min fysioterapeut kan også udføre akupunktur, så jeg håber, at det vil kunne hjælpe mig, når vi når til at afprøve det. Jeg har fået en tid hos en forhåbentlig dygtig reumatolog, som jeg skal besøge i slutningen af juli. Så håber jeg, at nogle af disse tiltag kan afhjælpe mine problemer.

Det er ikke kun mig, det går ud over, at mine arme har det sådan her. Christian er nu nødt til at lave alt herhjemme, og han er efterhånden slidt op. Så jeg håber virkelig, at jeg snart kan blive rask igen.
Mine dage går med at se uendeligt meget tv, fordi jeg slet ikke må bruge mine arme til noget. Så det er lang tid siden, at jeg har lavet noget i køkkenet, og Christian hjælper mig med at vaske mit store hår, da det er helt umuligt for mig. Jeg kan mærke, at det efterhånden påvirker mig meget psykisk, fordi jeg slet ikke har noget indhold i mit liv. Jeg kan ikke bruge computeren, som jeg ellers bl.a. bruger til at have kontakt til venner og bekendte, så livet er ret ensomt lige nu. Højdepunktet på min dag er, når Christian kommer hjem, så der er lidt selskab. Men dagene er meget lange. Inden længe skal han ud og rejse i forbindelse med arbejdet, og jeg skal være alene. Jeg er lidt bekymret for, hvordan det skal gå, når jeg intet kan selv, men heldigvis har han nogle søde forældre, der gerne vil hjælpe mig. Så jeg er nogenlunde fortrøstningsfuld.

Desværre er vi ikke blevet skånet for katteproblemer i perioden, da Ozzy pludselig fik en stor vabel på næsen. Han har godt nok været ude i solen, så man kunne måske tro, at det var en ny skade på hans næse, som jo blev solskoldet sidste år, men vablen kom efter dage med gråvejr, og en ny dukkede op en uge senere, hvor han havde været helt ude af solen. Vi snakkede med dyrlægen om det, og hun mente, at det måske var en virussygdom, som han reagerede mere kraftigt på, fordi interferonen sænker hans immunforsvar. Vi skulle faktisk have været forbi til en podning, før den sidste vabel bristede, men det nåede vi ikke, da den var bristet om natten, før han skulle til dyrlæge. Men der har heldigvis ikke været flere vabler siden (7-9-13), så vi håber, at det er overstået.

Vi er dog tilbage til at holde dem ude af solen, fordi Ozzys næse er ekstra sart, hvor der er sår efter hans vabler, så kattene og jeg er fanget indenfor i løbet af dagen. Det er både de og jeg lidt deprimerede over, men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi besluttede dog hurtigt, at vi ikke ville igennem endnu en sommer med 30 grader i stuen, så Christian har købt en transportabel aircondition, hvilket hjælper rigtig meget på de varmeste dage. Vi sætter udblæsningsslangen ud igennem kattelemmen, hvilket da er lidt smart, når vi selv skal sige det ;)

I dag har jeg snakket med Jens Ruhnau fra Tanddyreklinikken omkring Ozzys fremtidige behandling af mundbetændelsen, da vi snart løber tør for interferon. Vi kiggede ham i munden i weekenden, og det ser rigtig pænt ud. Der er kun en lille smule betændelse tilbage, og der er ikke sket en forværring med det siden april, hvor vi kiggede sidst. Derfor har vi aftalt med Jens, at vi nu prøver at stoppe med interferonen og bare fortsætte med det kosttilskud, han har fået siden januar, og så håber vi, at det kan holde betændelsen nede.

Phoebe er en værre putterøv hos mig om eftermiddagen herhjemme. Hun udnytter, at jeg er groet fast i sofaen, og kan nogle dage ligge på min mave og sove i flere timer. Det er nu meget hyggeligt med lidt selskab. Det tror jeg, vi tænker begge to :) Det går godt med hendes slankekur. Hun er snart nede på den vægt, vi går efter, og har tabt omkring 600 gram, så det er flot.

I får ikke mere herfra nu, men der var også en del at fortælle, som I ser. Sædvanligvis blogger jeg en til to gange om ugen, så der er da sket lidt i mellemtiden. Jeg håber, at I stadig hænger på, selvom der nok går noget tid mellem indlæggene, indtil jeg selv kan skrive igen. Jeg vil ønske jer en rigtig god sommer, og jeg håber at få blogget lidt, inden den er helt slut.